Tårnhøj udfordring for gigantisk kran
UDFORDRINGEN
Udfordringer er ikke noget nyt for Terex Tower Cranes – en italiensk producent af kraner til byggebranchen og industrien, der blev grundlagt under navnet Comedil S.r.l i 1962. Virksomheden har været en del af Terex Cranes siden1998 og sælger sine flat top-tårnkraner, tårnkraner med vipbar udligger, hammerkraner og selvrejsende tårnkrane overalt i verden.
På grund af den stigende efterspørgsel efter høje, kraftige kraner på byggepladser rundt omkring i verden udviklede Terex Cranes en ny tårnkran med vipbar udligger med en maksimal udliggerlængde på 75 meter, som er i stand til at håndtere læs på 66 tons. Det er den største tårnkran, Terex nogensinde har bygget.
Det, der i sidste ende blev til CTL 1600-66, gav virksomheden en stor udfordring, da de skulle konstruere koblingen mellem tårnet og udliggeren. Der skulle bruges otte M100-bolte til samlingen, og en standardløsning ville have nødvendiggjort en hydraulisk momentnøgle på 90 kg til at tilspænde dem. Det ville dermed have krævet to mand at foretage samlingen og en separat minikran til at håndtere den tunge momentnøgle – og det hele skulle foretages på meget begrænset plads i meget stor højde.
LØSNINGEN
Selvom det var muligt at bruge en standardløsning, ville det have krævet ændring af kranens konstruktion. Teknikerne, der arbejdede på projektet, var ikke meget for at foretage ændringer, da de var tilfredse med det oprindelige udkast. Deres udfordring var at gøre samlingen af tårnet i den store højde let og sikker for operatørerne uden at ændre designet.
Nord-Lock er en af Terex' leverandører og foreslog en anden løsning – Superbolt multi-jackbolt tensioners. Superbolt CY-M 100X6/W sikrede, at designteamets tekniske krav kunne opfyldes uden at det krævede ændringer. Der er kun brug for lidt plads, fordi tilspændingen kan udføres af én person, der kan tilspænde boltene til den korrekte forspænding vha. en almindelig momentnøgle i stedet for en hydraulisk momentnøgle på 90 kg.
RESULTATET
Det tager kun cirka 40 minutter, hvilket er samme tid som standardløsningen. Selvom hver bolt kan tilspændes hurtigere, er der otte pr. enhed. Hastigheden var dog ikke en afgørende faktor. Det vigtigste for denne type anvendelse – meget store kraner med lange forlængere – er fordelene: let håndtering, mindre pladskrav, tilstrækkelig sikkerhed og tilspænding, der kan udføres af én person i stedet for to.
CTL 1600-66 kom på markedet i 2014, så det er stadig for tidligt at bedømme kundernes reaktion. Men Terex er optimistisk mht. den gigantiske krans udsigter på lang sigt.